Lærere skal have en bedre viden om plast og dets utallige muligheder. Derfor har Plastindustrien sammen med DTU og Fysik/kemilærerforeningen arrangeret et pilotkursus om plast. Kurset danner baggrund for videre kursusforløb i Esbjerg, Århus og Ålborg samt på Fyn.
Af Erland Andersen, naturfagskurser.dk og Joan Bøgh, Plastindustrien
Foto: Klaus Holsting
Kursusindholdet består af en blanding af teoretiske oplæg, praktiske øvelser samt et besøg på en virksomhed i dette tilfælde Totax-Plastic A/S i Vedbæk. De første 37 kemi- og fysiklærere fra folkeskolerne mødtes tidligt den 26. februar til det første af en række spændende plast-kurser begyndende på Institut for Kemiteknik på DTU i Lyngby.
Efter en velkomst af institutleder Kim Dam-Johansen startede en forrygende formiddag med 3 ½ timers intens undervisning. Først på det teoretiske plan ved den pædagogisk medrivende og motiverende lærer, ph.d. Martin Vigild, som via mange eksempler gjorde stoffet interessant. Derefter med spændende laboratorieforsøg under kyndig vejledning af Martin Vigild og professor Ole Hassager, Polymercentret.
Polymererne blev levendegjort
Det var en utroligt spændende og levende gennemgang af de grundlæggende former samt levendegørelse af polymerisation, hvor nogle af lærerne måtte frem og etablere bindinger. Første praktiske øvelse tog vi allerede ved morgenbordet, hvor vi undersøgte egenskaber ved henholdsvis en plastikpose fra Brugsen og IRMA.
Ved små simple øvelser fandt lærerne faktisk ud af temmelig meget om de forskellige plastikposer. Ved at læse varedeklarationen og høre efter forklaringerne faldt meget på plads! Efter en kort pause skulle lærerne i laboratoriet, hvor der var 11 stationer med seks forskellige øvelser, og alle skulle gerne nå tre af øvelserne. Der gik ikke mange sekunder og ingen behøvede instruktion, så var alle i gang med det praktiske arbejde.
De andre øvelser i løbet af dagen var mere selvstændige, men der var hele tiden mulighed for hjælp og gode råd. Kort før kl. 12 stoppede vi det praktiske arbejde for at lave en teoretisk opsamling og tale om resultaterne.
Totax viser virkeligheden
Om eftermiddagen var der besøg på Totax-Plastic A/S, som bød på rundvisning, og hvor direktør Jan Grøndahl Hansen præsenterede virksomheden.
Lærerne var alle meget glade og tilfredse med kurset, og var enige i, at kombinationen af teori, praktisk arbejde i laboratoriet og et besøg på en virksomhed, der arbejder inden for området, er rigtig god. Lærerne blev godt klædt på til at tage retur på deres respektive skoler og undervise deres elever i plastforsøg! Plastindustrien og DFKF Storkøbenhavn samt DTU Danish Polymer Centre, som sammen stod for planlægningen og gennemførelsen af ovennævnte pilotkursus, er enige om at fortsætte samarbejdet.
Så kurset rykker til Esbjerg den 10. september, Hammel ved Århus den 2. oktober, Odense den 3. september for af slutte i København den 6. november.