
I 2007 havde DTU Fotonik to folkeskoleelever på praktik. Vi glæder os til at guide flere skoleelever ind i optikkens verden.
Jakobs morfar arbejder på DTU og fik arrangeret at Jakob tog sin praktikuge på DTU Fotonik. Lars Ekilsden, Lektor i optik, tog sig af Jakob og viste ham rundt i hvad et job som forsker på DTU Fotonik indeholder. Jakob siger at det sjoveste han oplevede i sin praktik uge var at få lov til at lave rigtige eksperimenter. Det værste var at vente på resultaterne. De har arbejdet med at scanne en linse for at se hvordan den er påvirket af forskellige former for lys. Jakob går i 9. klasse og tænker at han gerne vil være atomfysiker.

Martin fik sin 8. klasses praktikuge via DTU Fotonik's direktør, Anders Bjarklev, som kender Martins forældre. Ph.d. studerende, Finn Eichhorn kastede sig med glæde ud i opgaven med at give Martin et indtryk af arbejdet som forsker i nanofotonik på DTU Fotonik. Midt i ugen fik Martin ovenikøbet mulighed for at deltage i en konference. Og selvom det var sjovt at prøve, var det dog også ugens eneste kedelige dag. Men det var fordi der blev snakket så meget om ting, Martin slet ikke forstod. Det sjoveste var at sætte flere fiberstykker sammen og sende lys igennem. Udfordringen var at få så meget lys som muligt til at strømme igennem hele den sammensatte fibers længde. Et måleapparat i den anden ende målte nøjagtigt hvormeget af lyset nåede hele vejen igennem. Besøget i renrummet var også i toppen af listen over sjove oplevelser.
